Kan man bruge en fastvikle til en nyfødt

Ja det kan man en fastvikle har (næsten) alle de samme fordele som strækviklen og lidt til. Jeg er selv en fastvikleperson, og der er ingen tvivl om, at fastviklen er det mest ultimative bæreredskab.

Grundene til at mange foretrækker strækviklen frem for fastviklen til nyfødte er:

  • Den er billigere og derfor en mindre investering, hvis man ikke helt ved om man er til slynger
  • Den er lettere at lære end en fastvikle
  • Den er superblød og lækker mod den lille nyfødtes hud
  • Du kan let tage barnet ind og ud af viklen i løbet af dagen

Prisen – Not an issue!

I mange år var prisen helt klart et vigtigt element. Hvis man var lidt usikker på, om det der med at slynge var noget man rigtig ville bruge, så var en fastvikle en stor investering, når man kunne få en strækvikle til 350 kr.

Ja der er mange lækre vikler derude, med smukke mønstre og i lækre stoftyper, jeg har selv både silke og hørvikler, håndfarvede vikler osv.

MEN – OG DET HER ER VIGTIGT!

Der findes efterhånden masser af lækre og gode fastvikler på markedet, som sagtens kan konkurrere med strækviklerne på prisen. Faktisk er det lidt en af mine kæpheste, at vikler skal være for alle!

Læringskurven – Lær af mine fejl!

Ja det er lettere at lære strækviklen at kende, fordi den kun kan bindes på en måde, og det tager måske 4-5 dage at lære 100%, og så er du slyngebruger.

Men at fastviklen er vild svært at lære og også lidt af en myte. Nogen af jer har måske hørt mig fortælle om, hvordan jeg de første mange gange, for 9 år siden, kylede min vikle gennem stuen i arrigskab, fordi det var for svært.

Men ved I hvilken fejl det var jeg gjorde?

Jeg havde set alle de mange, mange, mange måder, man kunne bære på og ville det hele på en gang. Det skal man ikke! Lær 1 – max 2 teknikker af gangen og brug dem, til du selv føler dig klar til fx hofte eller rygbæring.

Til nyfødte anbefaler jeg den her:

[su_youtube_advanced url=”https://www.youtube.com/watch?v=jX2aMslvqs4″ rel=”no”]

Blødheden – Jersey vs. tæppe

Det bløde jerseystof i en strækvikle er virkelig lækkert, og ja en fastvikle kan godt være lidt stiv, når man lige pakker den ud.

Til gengæld så lover jeg, at hvis du bruger din fastvikle (måske også til andet end at bære i), så bliver den lige så langsomt dejlig smørblød. Faktisk lidt ligesom et dejligt tæppe. Og hvem vil ikke gerne pakke sin lille nyfødte ind i et dejligt blødt tæppe.

Derfor kan jeg varmt anbefale at købe viklen, mens man stadig er gravid og bruge den som tæppe i sofaen, sove med den, flette den og alt det man nu ellers kan gøre for at blødgøre den (prøv at google break in woven wrap)

Ind-Ud – Okay træerne vokser ikke ind i himlen

Fair nok, der kan fastviklen ikke helt være med. Og har du brug for at kunne det hele tiden, så er det stadig strækviklen, der er din ven.

Alt det andet – Fastvikle, derfor!

Selvom der absolut ikke er noget i vejen med ergonomien i strækviklen, så giver det fastvævede stof i en fastvikle bare endnu bedre støtte, og fordi du binder den rundt om dit barn, så er støtten også her eminent.

Og så kan den bruges til du ikke orker mere! Den kan bruges på mave, hofte og ryg på et utal af forskellige måder og med variationen, så belaster du heller ikke din krop på samme måde hver gang.

Ja og når du ikke bærer kan den bruges som tæppe, eller en gynge fra en krog i loftet eller et træ i haven, kun fantasien sætter grænser.

Ja ja den er god med dig!

Jeg kan jo sige mange ting, men jeg har også en business at køre, så her får I historien fra en af mine kunder Thilde, der havde købt både en strækvikle og en fastvikle hos mig:

At bære et spædbarn i en fastvikle

10822152_10152522814526824_1729376504_nJeg startede ud med at bære min søn, Alf, i strækvikle, da han var tre dage gammel. Min søn var glad for den, men han kunne ikke lide at blive lukket halvt inde bag et forhæng, og mor her blev bare aldrig helt glad for at bære i den.

Jeg fik fornemmelsen af, at stoffet i strækviklen gav sig, når jeg bøjede mig lidt forover, så hans hoved røg bagover. Blev derudover altid lidt uvenner med “strammedelen”, hvor man ikke må give slip på viklen, når man tager den på. Alf havde det med at forsvinde helt ind i den, og jeg følte ikke, at jeg kunne holde godt nok øje med ham.  Det var en vikle, der var dejlig blød og af god kvalitet – den harmonerede simpelthen bare ikke med mit og min søns temperament.

Så han var ikke ret gammel, da jeg skiftede over til fastviklen. Den er i min optik nemmere at binde, for jeg kan stramme den, når Alf sidder i den. Den bliver justeret rundt om ham og passer præcis til hans krop, i stedet for at man har bundet den på forhånd, som er tilfældet med strækviklen. Den tager måske lige lidt længere at binde i starten, men jeg oplever, at Alf sidder meget bedre i den, og at hans ryg og især nakke får meget mere støtte. Jeg har i øvrigt en lidt svag lænd, som bedre kan lide fastviklen, men det er individuelt.

Mange bruger argumentet, at strækviklen er meget blødere i stoffet, så den er behagelig for baby, men selvom min fastvikle er vævet og dermed lidt grovere, så er den stadig dejlig blød, og jeg oplever det absolut ikke som et problem. Jeg har fornemmelsen af, at Alf godt kan lide, at han sidder mere stabilt i fastviklen ift. strækviklen, fordi stoffet ikke giver sig.

Det er vigtigt at pointere, at man skal sørge for at lave en god støtte til babys hoved med fx en klud. Jeg bruger en stofble, da jeg ikke synes en klud er helt nok til at støtte, hvis han laver en pludselig bevægelse med hovedet, som de jo gør ind imellem, når de endnu ikke kan holde hovedet selv.

Så alt i alt føler jeg mig som mor mere fri i fastviklen, fordi jeg føler, at han sidder, hvor han skal, og min søn falder til ro, så snart han sidder i den!

Denne artikel er udarbejdet af Camilla Ry, den tidligere ejer af Slyngevejlederen. Copyright tilhører derfor hende.

Share this post